April 28, 2024

Henvendelse af 28. april 2024

Fremsendt til blandt andre medlemmerne af Udenrigsudvalget, Det Udenrigspolitiske Nævn og Europaudvalget

https://www.ft.dk/samling/20231/almdel/URU/bilag/170/index.htm


Det iranske præstestyres terrorvirksomhed

Kære medlem af Udenrigsudvalget,

Følgende henvendelse er i forlængelse af en række tidligere henvendelser, vedrørende nødvendigheden af at inkludere Irans Revolutionsgarde på EU’s liste over terrororganisationer. [1]

Den 25. april 2024 gentog Europa-Parlamentet i en resolution sin opfordring fra fire tidligere resolutioner af 8. februar 2024 samt 19. januar, 16. marts og 23. november 2023, til Rådet for Den Europæiske Union, om at føje Irans Revolutionsgarde til EU’s liste over terrororganisationer. Europa-Parlamentet understreger i den forbindelse ”at denne afgørelse for længst burde have været truffet”. [2] [3] [4] [5] [6]

Følgende er uddrag fra Europa-Parlamentets resolution af 25. april 2024.

”L. der henviser til, at Iran har ydet væsentlig militær bistand, herunder opført en dronefabrik i Rusland og leveret flere tusinde droner (ubemandede luftfartøjer), artilleriammunition og jord-til-jord ballistiske missiler, til Rusland for at støtte det i dets angrebskrig mod Ukraine; der henviser til, at disse våben er blevet anvendt vilkårligt mod Ukraines befolkning og civile infrastruktur; der henviser til, at Det Europæiske Råd den 20. juli 2023 fastlagde en ny ramme for restriktive foranstaltninger rettet mod Irans militære bistand til Rusland;
M. der henviser til, at menneskerettighedsforkæmpere, fredelige demonstranter, journalister, kunstnere, LGBTIQ-samfundet, fagforeningsfolk og sportsstjerner har lidt under Irans brutale undertrykkelse såvel inden for som uden for landets grænser; herunder i EU, navnlig modstandere af det iranske regime, f.eks. den tidligere næstformand for Europa-Parlamentet Alejo Vidal-Quadras, der blev skudt, formodentlig af IRGC [Irans Revolutionsgarde]; der henviser til, at tusindvis af politiske fanger i øjeblikket sidder fængslet under forfærdelige forhold, mange på dødsgangen; der henviser til, at Iran er blandt de lande i verden, der hyppigst benytter dødsstraf, idet landet lod mindst 853 mennesker henrette i 2023 ifølge Amnesty International; der henviser til, at etniske, religiøse og seksuelle mindretal i Iran fortsat udsættes for voldelig undertrykkelse;
N. der henviser til, at spørgsmålet om kønsapartheid i Iran er blevet rejst af FN's særlige rapportører; der henviser til, at der siden september 2022 og drabet på Jina Mahsa Amini har fundet historiske demonstrationer for kvinders rettigheder sted i Iran; der henviser til, at Sakharovprisen for tankefrihed 2023 blev tildelt Jina Mahsa Amini og den iranske bevægelse "Kvinde, Liv, Frihed"; der henviser til, at det iranske regime har svaret igen med endnu skrappere retlige rammer med yderligere restriktioner for kvinders påklædning og øget adskillelse af kønnene;
O. der henviser til, at USA i april 2019 udpegede IRGC som en udenlandsk terrororganisation; der henviser til, at Europa-Parlamentet siden begyndelsen af 2023 har anmodet om, at IRGC føjes til EU's terrorliste; der henviser til, at IRGC har været involveret i planlægningen og/eller udførelsen af snesevis af operationer, drab og terrorangreb på EU's område i de seneste 30 år, herunder "Mykonos-attentatet" i Berlin i 1992, busbombeattentatet og drabet på fem israelske og en bulgarsk statsborger i Bulgarien i 2012, mordet på iranske systemkritikere i Nederlandene i 2015 og 2017, det planlagte bombeangreb mod iranske systemkritikere i Paris i 2018, det planlagte drab på tre iranske systemkritikere i Danmark i 2018 og forsøget på at nedbrænde en synagoge i Bochum i Tyskland i 2022; der henviser til, at flere af EU's udenrigsministre anmodede om sanktioner mod IRGC på mødet i Rådet for Udenrigsanliggender den 16. april 2024;
P. der henviser til, at skønsvis omkring 24 uskyldige EU-borgere er blevet vilkårligt tilbageholdt som led i Irans gidseldiplomati med henblik på politiske indrømmelser; der henviser til, at Iran har bortført systemkritikere uden for sit eget territorium for at fængsle eller henrette dem i Iran;
Q. der henviser til, at Iran som reaktion på de sanktioner, som EU har pålagt Iran, har truffet gengældelsesforanstaltninger over for medlemmer af Europa-Parlamentet; der henviser til, at Parlamentet i november 2022 som reaktion herpå besluttede, at dets delegationer og udvalg ikke længere ville gå i dialog med de iranske myndigheder;”
”5. gentager sin mangeårige opfordring til Rådet og Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og næstformand for Kommissionen (NF/HR) om at føje IRGC til EU's liste over terrororganisationer og understreger, at denne afgørelse for længst burde have været truffet; fremhæver, at IRGC har stået bag snesevis af drab og drabsforsøg på europæisk jord i de seneste få år;
6. fremhæver de tætte forbindelser mellem Iran/IRGC, dets stedfortrædere såsom houthierne, irakiske og syriske militser og organisationer på EU's terrorliste, navnlig Hamas og Hizbollahs militære arm; opfordrer Rådet og den højtstående repræsentant til at tilføje Hizbollah i sin helhed til EU's liste over terrororganisationer; fordømmer Irans eksport af droner og ammunition til støtte for Ruslands angrebskrig mod Ukraine;
7. er stærkt bekymret over den spirende optrapning i regionen og den destabiliserende rolle, som iranske regime og dets netværk af voldelige ikkestatslige aktører spiller i Mellemøsten; er foruroliget over den alvorlige risiko for en voksende regional optrapning; fordømmer alle statslige og ikkestatslige aktørers handlinger, der fremprovokerer eller bidrager til en intensiveret eskalerende cyklus; opfordrer indtrængende alle parter til at nedtrappe og afstå fra trusler eller magtanvendelse i overensstemmelse med deres internationale forpligtelser, navnlig i henhold til artikel 2, stk. 4, i FN-pagten, og til at udvise størst mulig tilbageholdenhed; opfordrer indtrængende alle aktører til fuldt ud at respektere og opretholde folkeretten og den humanitære folkeret til enhver tid;”

I april 2024 dømte en domstol i Argentina, Iran og dets stedfortræder Hizbollah ansvarlige for bombeangrebene i Buenos Aires mod den Israelske ambassade i 1992 og Argentine Israelite Mutual Association (AMIA) Jewish center i 1994. Iran blev i dommen betegnet som en ”terrorstat” og bombeangrebene, som var de mest dødbringende i Argentinas historie, blev betegnet som ”forbrydelse mod menneskeheden”.
Dommer Mahiques sagde også, at både angrebene på den israelske ambassade og AMIA-bombningen var orkestreret som en del af en ”politisk og strategisk” dagsorden af ​​Iran. ”Hovedårsagen var den [argentinske] regerings ensidige beslutning om at annullere tre kontrakter om levering af nukleart materiale og teknologi, som var aftalt med Iran”, sagde han om årsagen bag bombeattentaterne.
Blandt de iranske embedsmænd, der ifølge dommen anses som ansvarlige for beslutningen, planlægningen og udførelsen af​​ AMIA-bombningen, er daværende ansvarlig for Quds-styrken i Irans Revolutionsgarde Ahmad Vahidi, som er ​​Irans nuværende indenrigsminister. Den argentinske regering har på den baggrund anmodet Interpol om at udsende en 
rød alarm” for anholdelsen af Ahmad Vahidi. [7]

En stævning indgivet i december 2023 bad de schweiziske myndigheder om at arrestere Irans præsident Ebrahim Raisi, for hans rolle i massakre på politiske fanger i Iran i 1988, hvis han rejste til Genève for at deltage i et FN-arrangement. [8]
Ifølge Amnesty International bør Ebrahim Raisi efterforskes for forbrydelser mod menneskeheden, mord, tvungen forsvinden og tortur. I 2018 dokumenterede organisationen, hvordan Ebrahim Raisi havde været medlem af 'dødskommissionen', som tvangsmæssigt forsvandt og udenretsligt henrettede tusindvis af politiske dissidenter i hemmelighed i 1988. Omstændighederne omkring ofrenes skæbne og stedet for deres lig er indtil i dag systematisk skjult af de iranske myndigheder, hvilket ifølge organisationen svarer til igangværende forbrydelser mod menneskeheden. [9] [10] [11] [12]

I marts 2024 konkluderede en undersøgelseskommission i FN, at det iranske præstestyre gjorde sig skyldig i forbrydelser mod menneskeheden, ved styrets brutale undertrykkelse af de omfattende demonstrationer i 2022.
Ifølge den uafhængige internationale undersøgelseskommission, har den voldelige undertrykkelse af fredelige protester og omfattende institutionel diskrimination mod kvinder og piger ført til alvorlige menneskerettighedskrænkelser, herunder mange der svarer til forbrydelser mod menneskeheden.
Irans Revolutionsgarde er en af de organisationer, som ifølge kommissionen stod i spidsen for undertrykkelsen af protesterne mod præstestyret i Iran. [13]

Ifølge en rapport af Human Rights Watch fra april 2024, udgør de iranske myndigheders systematiske forfølgelse af personer tilhørende det religiøse mindretal Bahaierne, en forbrydelse mod menneskeheden. [14]

Fra 1979 til 2024 har det iranske præstestyres diktatur eksisteret i 45 år. Det har været 45 år med Iran under tyranni, karakteriseret ved undertrykkelse og terror. Dette kommer tydeligt til udtryk i resolutioner vedrørende menneskerettighedssituationen i Iran vedtaget i FN’s Generalforsamling 1985-2023, årlige rapporter om menneskerettigheder vedrørende Iran udgivet af Amnesty International 1979-2024, samt årlige landerapporter om terrorisme vedrørende Iran udgivet af USA’s Udenrigsministerium 1989-2022. [15]

Det er Irans Revolutionsgarde der står i spidsen for præstestyrets terrorvirksomhed i Iran og resten af verden, som også omfatter diverse forbrydelser mod menneskeheden. En retmæssig inkludering af Irans Revolutionsgarde på EU’s terrorliste, er et tiltag der vil kunne inddæmme organisationens fortsatte terrorvirksomhed.

Bedste hilsner,
Poyan Taherloo.


poyan.taherloo@gmail.com
+45 2720 1499

April 02, 2024

Henvendelse af 2. april 2024

Fremsendt til blandt andre medlemmerne af Udenrigsudvalget, Det Udenrigspolitiske Nævn og Europaudvalget



Det iranske præstestyres terrorvirksomhed

Kære medlem af Udenrigsudvalget,

Følgende henvendelse er i forlængelse af en række tidligere henvendelser, vedrørende nødvendigheden af at inkludere Irans Revolutionsgarde på EU’s liste over terrororganisationer. [1]

I marts 2024 konkluderede en undersøgelseskommission i FN, at det iranske præstestyre gjorde sig skyldig i forbrydelser mod menneskeheden, ved styrets brutale undertrykkelse af de omfattende demonstrationer i 2022.
Ifølge den uafhængige internationale undersøgelseskommission, har den voldelige undertrykkelse af fredelige protester og omfattende institutionel diskrimination mod kvinder og piger ført til alvorlige menneskerettighedskrænkelser, herunder mange der svarer til forbrydelser mod menneskeheden.
Af kommissionens rapport fremgår det, at krænkelser og forbrydelser i henhold til international lov begået som led i undertrykkelse af protesterne, omfatter udenretslige og ulovlige drab og mord, unødvendig og uforholdsmæssig magtanvendelse, vilkårlig frihedsberøvelse, tortur, voldtægt, tvangsforsvindinger og kønsbasseret forfølgelse.
Ifølge kommissionen er der ​​beviser for traumer på Mahsa Aminis krop, påført hende mens hun var i moralpolitiets varetægt. Baseret på beviser og et mønster af voldsanvendelse i moralpolitiets håndhævelse af den obligatoriske tilsløring for kvinder, er kommissionen overbevist om, at Mahsa Amini blev udsat for fysisk vold, der førte til hendes død.
Ifølge rapporten spillede sikkerhedsstyrkerne på socialt og kulturelt stigma forbundet med seksuel og kønsbaseret vold for at sprede frygt og ydmyge og straffe kvinder, mænd og børn.
Vedrørende voldtægt af tilbageholdte, understreger kommissionen at sikkerhedsstyrkerne har udført disse handlinger på systematisk vis.
Kommissionens rapport dokumenterer forskellige tilfælde af voldtægt og andre former for seksuel og kønsbaseret vold, herunder gruppevoldtægt, voldtægt med genstande, elektrisk stød på kønsorganerne, tvungen afklædning og upassende berøring af kvinder og piger.
Kommissionen fandt at iranske sikkerhedsstyrker brugte haglgeværer, automatgeværer og maskinpistoler mod demonstranter i situationer, hvor der ikke var nogen overhængende trussel om død eller alvorlig personskade for dem, og derved begik ulovlige og udenretslige drab.
Kommissionen fandt også et mønster af demonstranter, der blev skudt med vilje i øjet.
Ifølge iranske læger resulterede dette i, at mindst 580 mennesker mistede synet på et øje eller begge øjne alene i Teheran og regionen Kurdistan.
De omfattende protester i 2022 medførte at mere end 500 mennesker blev dræbt af de iranske sikkerhedsstyrker, og at over 20.000 mennesker blev ulovligt tilbageholdt. Efterfølgende har præstestyret indtil videre henrettet mindst ni unge demonstranter.
Irans Revolutionsgarde er en af de organisationer, som ifølge kommissionen stod i spidsen for undertrykkelsen af protesterne mod præstestyret i Iran. [2] [3] [4]

Irans Revolutionsgarde giver politisk, økonomisk og militær støtte til 6 ud af 23 organisationer, som EU har klassificeret som terrororganisationer. Dermed støtter Irans Revolutionsgarde ¼ af de terrororganisationer, som er opført på EU’s terrorliste. Gennem sin støtte muliggør Irans Revolutionsgarde dermed disse terrororganisationers terrorvirksomhed.
I henhold til EU’s beskrivelse af kriterierne for klassificering af terrororganisationer, bør Irans Revolutionsgarde således alene på den baggrund skulle sættes på EU’s terrorliste.
Endvidere bidrager Irans Revolutionsgarde aktivt til den umenneskelige undertrykkelse af befolkningen i Syrien og til Ruslands grusomme ulovlige krig i Ukraine. [5]
Dertil yder Irans Revolutionsgarde politisk, økonomisk og militær støtte til Houthi-bevægelsen i Yemen, der fortsætter uprovokerede terrorangreb mod den civile skibstrafik i Det Røde Hav. [6]

Den 8. februar 2024 gentog Europa-Parlamentet i en resolution sin opfordring fra tre tidligere resolutioner af 19. januar, 16. marts og 23. november 2023, til Rådet for Den Europæiske Union, om at klassificere Irans Revolutionsgarde som en terrororganisation. Det fremgår af resolutionen at Europa-Parlamentet i den forbindelse ”gentager sin urokkelige opfordring til Rådet”. [7] [8] [9] [10]

Eftersom præstestyret er et fundamentalistisk religiøst diktatur, uden nogen som helst form for legitimitet i den generelle befolkning, udgør udøvelse af terror en grundlæggende forudsætning for styrets eksistens. Terror har således altid været et helt afgørende virkemiddel for præstestyrets overlevelse i Iran og indflydelse i resten af verden.
Årtiers europæisk eftergivenhedspolitik overfor præstestyret har kun resulteret i, at styrets terrorvirksomhed og forbrydelser er blevet stadigt mere omfattende og brutale.
EU beskriver selv bekæmpelse af terror som en topprioritet. I det lys synes det helt uforståeligt at Irans Revolutionsgarde endnu ikke er blevet klassificeret som en terrororganisation, så organisationens terrorvirksomhed kan bekæmpes gennem de dertilhørende restriktive foranstaltninger.
En retmæssig inkludering af Irans Revolutionsgarde på EU’s terrorliste vil være et vigtigt tiltag for EU’s bestræbelser på at bekæmpe og forebygge terror, og samtidig udtrykke en konsekvens ved EU’s fordømmelse af præstestyrets fortsatte terrorvirksomhed.

Bedste hilsner,
Poyan Taherloo.