Fremsendt til blandt andre medlemmerne af Folketinget og danske medlemmer af Europa-Parlamentet
Det iranske præstestyres terrorvirksomhed
Kære medlem af Folketinget,
Følgende henvendelse er i forlængelse af en række tidligere henvendelser vedrørende det iranske præstestyres terrorvirksomhed. [1]
I Europa-Parlamentets resolution af 21. maj 2026, vedrørende undertrykkelse og henrettelse af demonstranter, systemkritikere, politiske fanger og religiøse mindretal i Iran, fremgår blandt andet følgende:
“A. der henviser til, at det iranske folk stod over for det største massemord på demonstranter i landets historie efter opstanden i 2025-2026 med ofre i titusindvis, herunder mindst 236 mindreårige, samt massetilbageholdelser, henrettelser, tortur og daglig terror; der henviser til, at Iran har det højeste antal dødsdomme pr. indbygger i verden; der henviser til, at regimet bruger den igangværende krig som et dække for at fremskynde henrettelserne yderligere;
B. der henviser til, at FN's uafhængige internationale undersøgelsesmission om Iran advarede om, at undertrykkelsen kan udgøre forbrydelser mod menneskeheden;
C. der henviser til, at myndighederne i marts 2026 efter pseudoanklager baseret på tilståelser opnået ved tortur, seksuel vold, udsendte tvangstilståelser og simulerede henrettelser begyndte at henrette personer, der havde demonstreret i januar;
D. der henviser til, at regimet i uforholdsmæssig grad går efter religiøse og etniske mindretal, herunder ahwazier, afghanere, azeriere, bahaier, baluchier, kristne, jøder, kurdere, sunnier og zoroastriere; der henviser til, at regimet har intensiveret sin kampagne mod kvinderettighedsforkæmpere, journalister og menneskerettighedsforkæmpere;”
“8. opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at lukke iranske diplomatiske missioner, der er forbundet med tværnational undertrykkelse;” [2]
Menneskerettighedsorganisationen HRANA har frem til februar 2026, bekræftet 6.488 dræbte demonstranter og dertil 236 dræbte børn, som følge af præstestyrets undertrykkelse af opstanden i slutningen af 2025 og starten 2026. Endvidere berettes der om, at 25.846 civile er blevet såret.
På baggrund af information inde fra Iran estimerer flere medier antallet af dræbte til at være omkring 30.000 eller derover, hvoraf de fleste er blevet dræbt i løbet af 8. og 9. januar 2026.
Der er også beretninger om sårede demonstranter, der efterfølgende er blevet dræbt i ambulancen eller efter at være blevet fjernet fra hospitalet. [3]
Mange af de sårede er blevet varigt invalideret, og mange kan ikke søge lægehjælp af frygt for at blive pågrebet af myndighederne. [4]
I slutningen af august 2026 berettede menneskerettighedsorganisationen Abdorrahman Boroumand Center, at den har dokumenteret 950 henrettelser i Iran siden begyndelsen af 2026, herunder af mindst 20 kvinder og 30 demonstranter. [5]
Gennem mere end 45 år har det iranske diktatur anvendt terror til på grov og systematisk vis, at nægte befolkningen deres helt grundlæggende menneskerettigheder i Iran. [6]
I samme periode er diktaturet blevet betegnet som verdens ledende statssponsor af terrorisme, og har anvendt terror til at fremme styrets interesser uden for Iran. [7]
Det gælder ikke mindst i Irak [8], Syrien [9], Libanon [10], Yemen [11] og Afghanistan [12].
Terror er således en hel afgørende forudsætning for præstestyrets eksistens i Iran og indflydelse udenfor Iran. Præstestyrets terrorvirksomhed i og udenfor Iran er desuden blevet stadig mere omfattende og brutal gennem årene. [13]
Ifølge Wienerkonventionen om diplomatiske relationer, skal en diplomatiske repræsentation overholde lovgivningen i det land, som den befinder sig i. [14]
Præstestyrets diplomatiske repræsentation indgår i et regime, der omfatter både Direktoratet for intern sikkerhed under Irans efterretnings- og sikkerhedsministerium og Irans Revolutionsgarde, som begge er kategoriseret af EU som terrorgrupper. [15]
Dermed bryder repræsentationen dansk lovgivning, straffelovens § 114 e, idet den ”fremmer virksomheden for en person, en gruppe eller en sammenslutning”, der begår eller har til hensigt at begå handlinger omfattet af straffelovens terrorbestemmelse. [16]
Således er præstestyrets diplomatiske repræsentation også i strid med international ret, og den opfylder således ikke forudsætningerne for dens tilstedeværelse i Danmark.
Der findes endvidere mange eksempler på, at præstestyrets diplomatiske repræsentationer har fungeret som direkte dække for diktaturets terrorvirksomhed uden for Iran. [17] [18] [19]
Idet præstestyrets diplomatiske repræsentation i Danmark er i strid med dansk og international ret, og samtidig støtter diktaturet med en legitimitet, som det ikke er berettiget til, bør den danske regering indlede en lukning af Irans ambassade og udvise iranske diplomater fra Danmark.
Dette tiltag vil desuden kunne sikre, at præstestyrets diplomatiske repræsentation ikke kan anvendes som dække for regimets fortsatte terrorvirksomhed.
Bedste hilsner,
Poyan Taherloo.
poyan.taherloo@gmail.com
+45 2720 1499