December 07, 2024

Henvendelse af 7. december 2024

Fremsendt til blandt andre medlemmerne af Udenrigsudvalget, Det Udenrigspolitiske Nævn og Europaudvalget

https://www.ft.dk/samling/20241/almdel/URU/bilag/66/index.htm


Det iranske præstestyres terrorvirksomhed

Kære medlem af Udenrigsudvalget,

Følgende henvendelse er i forlængelse af en række tidligere henvendelser, vedrørende nødvendigheden af at inkludere Irans Revolutionsgarde på EU’s liste over terrororganisationer. [1]

Den 28. november 2024 gentog Europa-Parlamentet i en resolution sin opfordring fra fem tidligere resolutioner, af 19. januar, 16. marts og 23. november 2023, samt af 8. februar og 25. april 2024, til Rådet for Den Europæiske Union, om at føje Irans Revolutionsgarde til EU’s liste over terrororganisationer.
Af seneste resolution fremgår at Europa-Parlamentet ”gentager sin opfordring til Rådet om at udpege Den Islamiske Revolutionsgarde som en terrororganisation og bemærker, at den regionale appeldomstol i Düsseldorfs afgørelse om synagogeangrebet i Bochum i 2022 nu giver det nødvendige retsgrundlag herfor.”
Endvidere fremgår det at Europa-Parlamentet ”henviser til, at den iranske regering indførte obligatorisk brug af slør i 1983; der henviser til, at loven om beskyttelse af familien gennem fremme af hijab og sædelighed blev godkendt af Vogternes Råd i september 2024, og at den yderligere vil styrke regeringens undertrykkelse af kvinder; der henviser til, at kvinder, der optræder offentligt uden hovedtørklæde, ofte chikaneres, fængsles, tortureres og endda dræbes.” [2] [3] [4] [5] [6] [7]

I april 2024 udtrykte den danske regering, at den ønsker Irans Revolutionsgarde opført på EU's terrorliste. [8] [9] Denne opfordring til at klassificere Irans Revolutionsgarde som en terrororganisation i EU, er siden blevet bakket op af de danske regeringspartier Vestre og Moderaterne. [10] [11] [12]

I november 2024 udsendte G7 og EU en fælles erklæring, hvor de fordømte Irans militære handlinger i Mellemøsten, atomaktiviteter og våbenoverførsler til Rusland og houthi-bevægelse i Yemen.
Her fremgår det blandt andet at houthi-bevægelsens angreb på den civile skibstrafik i Det Røde Hav udgør en grov krænkelse af international lov. De har dræbt uskyldige søfarende, fortsætter med at bringe besætningernes liv og sikkerhed i fare og har udsat økosystemerne i området og kyststaterne for alvorlige miljørisici. I erklæringen opfordres Iran også til øjeblikkeligt at indstille al støtte til Ruslands aggression mod Ukraine, og således standse levering af ballistiske missiler, droner og relateret teknologi. [13]

Den 1. november 2024 udtrykte Anders Kronborg fra Socialdemokratiet, formand for Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg, at det er åbenlyst at Imam Ali Moskeen med forbindelse til diktaturet i Iran må lukke. Følgende er hans indlæg i Berlingske Tidende:
“Berlingske har for nylig afdækket, at imamen i Imam Ali Moske, Sayed Mohammed Mehdi Khademi, bor i et hus, som den iranske ambassade ejer, og det har han gjort, lige siden ambassaden købte huset i 2007. Imamen underskrev endda skødet i forbindelse med ambassadens køb af huset.
Imam Ali Moskeen har derudover tråde til en moské af samme navn i Hamburg, som blev lukket af tyske myndigheder i juli, fordi den blev afsløret i at have forbindelse til terrororganisationen Hizbollah og udøve propagandavirksomhed for Iran.
I Danmark har vi religionsfrihed. Vores samfund bygger på frihed og respekt for den enkelte borgers ret til at dyrke deres religion, som de ønsker, så længe man i den forbindelse ikke forbryder sig imod sædeligheden eller den offentlige orden.
Religionsfriheden kommer altså med et ansvar. Når religiøse foreninger og institutioner modarbejder vores samfund og vores lands interesser, må vi som folkevalgte repræsentanter være klar til at træffe de nødvendige beslutninger.
Vi står over for en næsten umulig opgave med at integrere de mange personer med MENAPT-oprindelse, der endnu ikke er blevet en del af vores fællesskab på trods af, at de enten er født her eller har opholdt sig i Danmark i flere årtier. Hvis religiøse foreninger aktivt modarbejder denne integrationsindsats, bør de naturligvis lukke i en fart.
Fremmede magter må aldrig have frit spil til at infiltrere det danske samfund, radikalisere vores borgere og drive propagandavirksomhed under dække af at være en religiøs forening.
I Socialdemokratiet vil vi ikke tolerere, at fremmede magter og fanatikere underminerer vores land. Det her handler ikke om at fratage nogen deres grundlovssikrede ret til at praktisere deres tro. Det handler derimod om at sikre, at moskeer i Danmark og foreningerne bag disse opfører sig i overensstemmelse med dansk lovgivning. Det evner Imam Ali Moskeen tilsyneladende ikke. Derfor bør den lide samme skæbne som Jagtvej 69.” [14]

Til trods for at Irans Revolutionsgarde i årtier har udført åbenlys og omfattende terrorvirksomhed for præstestyret i Iran, som verdens førende statssponsor af terrorisme [15] [16], samt senest Europa-Parlamentets 6 resolutioner der opfordrer til at føje organisationen til EU’s terrorliste [17], er dette endnu ikke sket.
I det omfang dette skyldes en fortsat europæisk eftergivenhedspolitik overfor præstestyret i Iran, kan det konstateres at denne politik i årtier kun har resulteret i, at præstestyrets terrorhandlinger og forbrydelser er blevet stadigt mere grove og vidtstrakte. [18]
Det er Irans Revolutionsgarde, der fører an i præstestyrets terrorvirksomhed i Iran og resten af verden. En retmæssig inkludering af Irans Revolutionsgarde på EU’s terrorliste, vil kunne begrænse organisationens kapacitet til at udøve præstestyrets fortsatte terrorvirksomhed.

Bedste hilsner,
Poyan Taherloo.