July 31, 2024

Henvendelse af 31. juli 2024

Fremsendt til blandt andre medlemmerne af Udenrigsudvalget, Det Udenrigspolitiske Nævn og Europaudvalget



Det iranske præstestyres terrorvirksomhed

Kære medlem af Udenrigsudvalget,

Følgende henvendelse er i forlængelse af en række tidligere henvendelser, vedrørende nødvendigheden af at inkludere Irans Revolutionsgarde på EU’s liste over terrororganisationer. [1]

Europa-Parlamentet har i fem resolutioner, af 19. januar, 16. marts og 23. november 2023, samt af 8. februar og 25. april 2024, gentaget sin opfordring til Rådet for Den Europæiske Union, om at føje Irans Revolutionsgarde til EU’s liste over terrororganisationer. [2] [3] [4] [5] [6]

I april 2024 udtrykte den danske regering, at den ønsker Irans Revolutionsgarde opført på EU's terrorliste.
I den forbindelse udtaler den danske udenrigsminister, at der først skal falde en dom fra en europæisk domstol, før Irans Revolutionsgarde kan komme på terrorlisten. [7] [8] Dermed gentager udenrigsministeren samme påstand som EU’s udenrigspolitiske chef Josep Borrell udtalte i januar 2023. [9] [10] Denne udlægning er dog i bedste fald ikke hel sand, og ifølge eksperter direkte usand og misvisende. [11] [12] [13] [14] [15]
Enhedslisten udtrykker at partiet ikke er enig i en inkludering af Irans Revolutionsgarde på EU’s terrorliste, hvilket står i kontrast til udtalelser fra partiets tidligere medlem af Europa-Parlamentet Nikolaj Villumsen, som har argumenteret for det modsatte. Han udtrykker det således at ”Regimet i Teheran og deres håndlangere i IRGC (Irans Revolutionsgarde) terroriserer ikke mindst deres egen befolkning - det er på tide vi kalder dem for, hvad de er: terrorister.” [16] [17]

I juli 2024 blev det kendt at EU har accepteret en anmodning fra Tyskland om at overveje en udpegning af Irans Revolutionsgarde som en terrororganisation. Ifølge den tyske avis Süddeutsche Zeitung har EU
s udenrigstjenestes juridiske afdeling officielt påbegyndt processen med en eventuel udpegning. [18]

I juni 2024 blev Irans Revolutionsgarde klassificeret som en terrororganisation i Canada. [19]

USA har betegnet Iran som en statssponsor af terrorisme siden 1984. I de årlige rapporter om terrorisme, udgivet af USA’s udenrigsministerium, er Iran fra 1989-2022, til stadighed med få undtagelser, blevet betegnet eksplicit som verdens ledende statssponser af terrorisme. I april 2019 klassificerede USA Irans Revolutionsgarde som en terrororganisation. [20]

I juli 2024 besluttede Tysklands indenrigsministerium, at forbyde den iranskstyrede forening Islamic Center Hamburg (IZH) og dens underorganisationer. Udover det Hamborg-baserede IZH, som omfatter en af ​​de ældste moskeer i Tyskland, blev dets undergrupper i Frankfurt, München og Berlin også forbudt. Som følge heraf vil fire shiitiske moskeer blive lukket.
”I dag har vi forbudt Islamisches Zentrum Hamburg, som promoverer en islamistisk-ekstremistisk, totalitær ideologi i Tyskland,” sagde indenrigsminister Nancy Faeser.
”Denne islamistiske ideologi er imod menneskelig værdighed, kvinders rettigheder, et uafhængigt retsvæsen og vores demokratiske regering.”
Ministeriet sagde, at IZH optrådte som en direkte repræsentant for Irans øverste leder og forsøgte at skabe en islamisk revolution i Tyskland, der ville skabe teokratisk styre. [21]

En tendens der senest er kommet yderligere frem i lyset er, at præstestyret gør brug af kriminelle bander til at undertrykke modstandere af diktaturet i udlandet. Det sker særligt for at kunne nægte forbindelse til disse forbrydelser i tilfælde af at de bliver opklaret. [22]

I juli 2024 var der præsidentvalg i Iran, hvor blandt andre mange fængslede politiske fanger havde opfordret til en boykot af valget. [23] [24]
Valget der ifølge myndighederne havde en valgdeltagelse på 40 % i første runde, som er det laveste i præstestyrets historie, resulterede i at Masoud Pezeshkian blev ny præsident. [25]
Irans nyvalgte præsident har bekræftet ​​sin absolutte troskab over for den øverste leder Ali Khamenei og kalder ham det ”ledelys”, som den nye iranske administration vil følge. Ifølge Pezeshkian er det hans ansvar at bevæge sig af den vej, som den øverste leder har skitseret. [26]
Efter revolutionen var Pezeshkian en del af en lille islamistisk gruppe i byen Tabriz, der blandt andet håndhævede obligatorisk hovedtørklæde for kvinder, endda før dette var blevet lovpligtigt. Denne håndhævelse foregik ved brug af vold og terror, idet islamisterne brugte pistoler og knive til at undertrykke modstandere, hvilket også kostede menneskeliv. [27]

I Iran fortsætter myndighederne med at undertrykke fredelige aktivister, der blandt andet bliver idømt lange fængselsdomme, truet med voldtægt, nægtet adgang til medicinsk behandling eller dømt til døden. [28] [29] [30] [31]

Ifølge Amnesty International stod Iran i 2023 for 74 % af alle registrerede henrettelser i verden. Det skete med 853 henrettelser, der udgør en stigning på 48 % fra året før. [32]

Det er Irans Revolutionsgarde der udgør spydspids i præstestyrets terrorvirksomhed i Iran og resten af verden. En retmæssig inkludering af organisationen på EU’s terrorliste vil kunne begrænse dens kapacitet til at udføre præstestyrets terrorvirksomhed. Desuden vil det være retfærdighed sket fyldest for de mennesker i Iran [33], og desuden særligt i Irak [34], Syrien [35], Yemen [36], Libanon [37] og Afghanistan [38], der har betalt og dagligt betaler prisen for præstestyrets terrorvirksomhed.

Bedste hilsner,
Poyan Taherloo.


poyan.taherloo@gmail.com
+45 2720 1499